Okay… OKAY ;-)

Det her fortjener sgu sit eget indlæg, og ikke bare en snoldet retur-kommentar fra mig til jer. (fra alle os til alle jer, a very merry chriiiiistmaaaaaas –undskyld, blev lige revet med).

Hvor ER i da bare fantastiske.  Jeg har bare de bedste læsere – ingen tvivl om det !

Men… Jeg skrev ikke indlægget under her, for at få ros (selvom jeg da slabber det i mig som en kat, ellers ville jeg da være et skarn). Jeg skrev det mere for at få at vide hvad der egentlig gør i kigger ind til mig igen og igen. Om jeg rammer noget i jer, og det kan jeg da så lige se jeg tilsyneladende gør. Det er jo bare fedt, og herligt, og alt muligt mere :-)

Jeg synes jeg er gået lidt død i bloggingen. Mangler lidt ideer, og føler tit jeg viser det samme frem. Men, ohhh yeah – hvis i kan lide det, fortsætter jeg bare i samme spor. Det passer mig egentlig også fremragende. Jeg har nu snart blogget i 2 år, og har udgivet 500 indlæg….

Tyg lige lidt på den, det var jeg faktisk ikke selv klar over, før jeg lige tjekkede det nu. 500…. Kan man have 500-indlægs-krise, og er det noget man kan gå til en parterapeut for at  få løst.. I så fald…. Nej, det bliver vist for plat nu.

Men altså, jeg startede med at blogge for snart 2 år siden, og startede ud som en ren interiørblogger. Når jeg selv kigger tilbage i min blog, krummer jeg virkelig tæer over mig selv. Jeg var vist en smuuuuule for inspireret af nogle bestemte blogge, jeg dengang fulgte. I virkeligheden kunne jeg slet ikke leve op til den form for blogging, der var ligesom ikke rigtig rum for at råbe røv ud af vinduet, efter sagesløse cyklister og gamle damer med små hunde (hvad ER det med de små hunde, de er jo pisse-hysteriske). Der skete endvidere det i mit liv, at jeg rendte ind i en personlig krise af de virkelig skrappe. Én af dem, der efterlader en pustende og med virkelig opskrapte albuer og knæer. Dengang valgte jeg at lukke min blog for offentligheden, og havde kun besøg af dem jeg i forvejen havde godkendt og givet adgang. De af jer, der har været med mig dengang, ved at jeg virkelig satte pris på jer – i var min terapi. Det var også dengang jeg begyndte at råbe røv, og jeg fandt ud af at det ikke kun var mig der havde de specielle tendenser – det var SÅ fedt.

Efterhånden kravlede jeg ud af min krise igen, og åbnede min blog for alle. Nu er vi så her…

Bloggen er min virtuelle dagbog, hvor jeg har fået nogle af de bedste venskaber, bekendtskaber, og kontakter jeg aldrig havde drømt om man kunne få ved at skrive.  Bloggen er ikke længere en interiør-blog. Selvom det er noget af  det jeg virkelig interesserer mig mest for. Det er en af mine hobbyer, og jeg kunne skrive lange indlæg om forskellige stilarter, smag og mangel på samme jeg har haft gennem årene. Bloggen er heller ikke nogen mor/barn blog, selvom den indeholder det meget. Det er ikke en skæld-ud blog, og det er helt sikkert ikke en “jeg er så perfekt og alt ser jeg med lyserøde briller blog”.

Den er bare mig, og det er da enormt fedt for et selværd at andre rent faktisk synes det er spændende at følge med i lille mig, og hvad jeg roder rundt i.

TAK skal i have !